PFA øger ejerandel i Carlsberg Byen

PFA har sammen med Pensam og Topdanmark ved årsskiftet overtaget Realdanias ejerandel i Carlsberg Byen. Salget til tre af de øvrige nuværende ejere sikrer fortsat stabilitet og kontinuitet i det ambitiøse byudviklingsprojekt.

PFA, Pensam og Topdanmark har pr. 31. december 2016 overtaget Realdanias ejerandel på 25 procent i Carlsberg Byen. Det betyder, at PFA nu ejer 29,99 pct. af byggeriet ved den gamle bryggerigrund i det centrale København. 
 
Direktør for PFA Ejendomme Michael Bruhn er særdeles tilfreds med aftalen.             
 
”Vi er meget glade for aftalen med Pensam og Topdanmark om overtagelsen af Realdanias andel af Carlsberg Byen. Det er et attraktivt byudviklingsprojekt, som er til stor glæde for københavnerne og samtidig udgør en kilde til stabilt afkast for vores kunder. Som langsigtet investor passer det os godt, at vi nu ejer en større andel af dette fremsynede projekt, og det er en vigtig byggesten i vores strategi om at øge investeringerne i kvalitetsejendomme- og projekter i 2017. Samtidig vil vi takke Realdania for samarbejdet,” siger Michael Bruhn
 
De øvrige selskabers ejerandele er nu 22,51 % for Pensam, 22,51 % for Topdanmark og 25 % for Carlsberg Ejendomme.
 
Realdania begrunder salget af aktierne med, at de i disse år går i retning af en mere global investeringsstrategi med en større risikospredning og en mindre eksponering mod det danske ejendomsmarked.

Baggrund

I 2012 PFA dannede PFA sammen med Realdania, Pensam og Topdanmark selskabet Carlsberg Byen P/S, som har til formål at udvikle Carlsberg-området mellem Vesterbro, Frederiksberg og Valby til en ny attraktiv bydel med bl.a. boliger, butikker, uddannelsesinstitutioner og kulturliv. I løbet af de kommende år vil selskabet bygge 3.100 boliger, erhvervslokaler, et bredt udbud af detailhandel, skoler og kultur, som sikrer, at bykvarteret bliver en aktiv del af det københavnske byliv. Udbygningen ventes at fortsætte frem mod 2024, men det første færdige byggeri stod klar til indflytning i efteråret 2016.