Gode afkast til kunderne trods et udfordrende 2016

Lave eller negative renter, et faldende dansk aktiemarked og politiske overraskelser i form af Brexit og valget af Donald Trump bidrog til et udfordrende investerings-år i 2016. PFA Pension var dog godt forberedt til at håndtere udsvingene, og året bød derfor på gode afkast til kunderne. For kunder i markedsrente - PFA Plus - blev afkastet på mellem 6,5 og 8,2 pct. inkl. KundeKapital alt efter hvilken investeringsprofil, de har valgt.

”I PFA lever vi for at skabe mere at leve af til kunderne. Det gør vi gennem vores rådgivning, forsikring og ikke mindst, at vi er i stand til at skabe et godt, langsigtet afkast af deres opsparing. Derfor er vi i et udfordrende marked stolte over, at vi i år har leveret et afkast til vores kunder med markedsrenteprodukter på 6,5 til 8,2 procent – specielt i lyset af en dansk inflation, der ligger på 0,1 pct.,” siger Anders Damgaard, som er koncernfinansdirektør i PFA Pension og øverste ansvarlig for investeringerne af kundernes midler.

I gennemsnitsrente blev afkastet hele 6,7 procent, hvor især renteafdækning og obligationsporteføljen blev de store bidragsydere. Dette afkast skyldes rentefald hen over året og bør ses i det lys. Også kreditobligationer, alternative investeringer og ejendomme bidrog fornuftigt til afkastet. En væsentlig del af afkastet i gennemsnitsrente er gået til de bagvedliggende kundereserver til sikring af PFA’s fremtidige forpligtelser over for kunderne. PFA’s afkast af investeringerne i de enkelte år kan derfor ikke direkte aflæses i den depotrente, kunder i gennemsnitsrente får. Depotrenten fastsættes løbende af PFA.

I alt blev PFA’s afkast 26,1 milliarder kr. i 2016.

graf for afkast i markedsrente

Grafen herover viser afkast i PFA Plus inkl. afkast af KundeKapital fra 31.12.2015 til 31.12.2016 på en ordning med 30 år til pensionering.


Langsigtet fokus

Finansdirektøren understreger videre, at selvom PFA’s mange dygtige investeringsfolk bruger hver dag på at skabe et godt afkast til kunderne, så måler selskabet succes på den længere bane.

”At skabe et godt afkast for kunderne handler ikke kun om enkelte dage eller måneder, det handler først og fremmest om at levere godt over en årrække, så vores kunder har økonomisk frihed senere i livet. Derfor er det vores mål, at vi på fem års sigt ligger i top blandt vores konkurrenter på afkast i markedsrente. Den målsætning lever vi op til,” siger Anders Damgaard.

I lyset af et investeringsmiljø med lave eller negative renter og usikkerhed på aktiemarkedet er et centralt element i PFA’s investeringsstrategi at finde gode alternativer til aktier og obligationer. Derfor har PFA styrket sine kompetencer inden for alternative investeringer og forventer de kommende år at udvide sine investeringer inden for bl.a. ejendomme, infrastruktur (f.eks. gennem offentlig-private-partnerskaber) og vedvarende energi.

”Det er områder, der kræver særlig omhu og kompetencer. Vi er derfor glade for, at vi i PFA har kunnet tiltrække nogle særdeles fagligt tunge og kompetente kollegaer til disse områder,” fortæller Anders Damgaard.
 

Kunderne får glæde af overskuddet

Samtidig understreger han styrken i PFA Pensions forretningsmodel, hvor langt størstedelen af overskuddet bliver sendt tilbage til kunderne, mens ejerne får et meget lille udbytte.

”Både i gunstige og mere udfordrende investeringsår har vi den styrke i vores forretningsmodel, at ejerne kun skal have et meget begrænset udbytte. Vi har således valgt, at mest muligt af årets overskud kommer vores kunder til gode, når vi fordeler det via KundeKapital. På den måde giver vi vores kunder de bedste forudsætninger for at have økonomisk frihed livet igennem,” siger Anders Damgaard.

For en PFA-kunde med 5 procent KundeKapital på sin opsparing gav overskuds- og risikodelingen i 2016 et ekstra afkast på 0,6-0,7 procentpoint på den samlede opsparing.


Et kig ind i 2017

Se også videoen herunder, hvor PFA’s chefstrateg Henrik Henriksen kort fortæller om investeringerne i 2016 og giver et bud på, hvordan investeringsåret 2017 kommer til at se ud.

Disclaimer

Markedsrente, PFA Plus. Det er ikke alle, der selv kan vælge investeringsprofil, eller har KundeKapital. Mulighederne afhænger af den aftale, de enkelte arbejdsgivere har med PFA. 
Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast.

PFA KundeKapital. Det er ansvarlig kapital i PFA Pension, som får andel i eventuelt overskud men også skal være med til at dække eventuelle tab. Der er mulighed for et højt afkast på KundeKapital, men der er også risiko for, at KundeKapital bliver mindre og i yderste konsekvens tabes helt.