PFA-fond omtales i Politikens dækning omkring ”Paradise Papers”

Politiken bringer torsdag en artikel med overskriften ”PFA har i syv år haft en milliardfond på Caymanøerne, som investerer i Norden”

Artiklen bringes i forbindelse med Politikens serie om skat og investeringer i lande, som kan kædes sammen med skattely. Her bliver PFA nævnt i forbindelse med investeringsfonden Midgard, der tidligere har været placeret på Cayman Island.

Midgard er en fond, som PFA etablerede tilbage i 2009. For PFA har placeringen på Cayman Island intet med aggressiv skattespekulation at gøre, og der er betalt skat i forhold til gældende dansk og international lovgivning. Grunden til, at den i sin tid blev placeret på Cayman Island var, at fonden også var tiltænkt internationale investorer, og her har Cayman Island et investeringsmæssigt setup, som internationale investorer let kan tilpasse deres forretning efter. Fonden er siden flyttet til Luxemburg og ligger ikke længere på Cayman Island.

I artiklen kommenterer skatteminister Karsten Lauritzen på emnet, og der er intet i artiklen, der viser, at PFA skulle have gjort noget forkert eller ulovligt.

PFA tager afstand fra skattesnyd og unddragelse

På baggrund af omtalerne i Politiken og debatten om skattely generelt, er det vigtigt at pointere, at PFA tager afstand fra skattesnyd og unddragelse. PFA gør alt for at sikre, at kundernes penge investeres korrekt og ansvarligt og i overensstemmelse med gældende dansk og international lovgivning.

PFA er meget varsomme med at indgå investeringer via lande, der forbindes med skattesnyd. En investering via sådanne lande, kan dog være både legalt og forretningsmæssigt begrundet, og hvor det er tilfældet, kan PFA overveje at indgå i en sådan investering. Forud for det, vil PFA foretage en særligt indgående undersøgelsesproces med henblik på, at sikre, at strukturen ikke er skatteaggressiv, og at den er passende for en ansvarlig investor.

Skatteområdet har udviklet sig de senere år, og vi har løbende fået det implementeret i vores politik for ansvarlige investeringer. Det har gjort os klogere på området, og vi ønsker at få optimeret vores tilgang og processer omkring det. Derfor har PFA også indført skattepolitik og interne retningslinjer herfor.

Læs mere om PFA's politik for skat og ansvarlige investeringer