PFA opfører boliger og erhverv for 126 mio. kr. i midten af Horsens

Visualisering: RUM Arkitekter

Horsens er en af de byer i landet med den største vækst, og i de kommende år forventes flere borgere og virksomheder at slå sig ned i den østjyske by. Pensionsselskabet PFA opfører nu 48 boliger og et erhvervslejemål i Horsens, som skal stå færdigt i 2020.

I Horsens midtby fem minutters gang fra Horsens Bytorv ligger Emilies Plads, hvor PFA sammen med den lokale entreprenør Torntoft & Mortensen de kommende år vil opføre et etagebyggeri med 48 boliger på 90-105m2. For stueetagen tegnes der samtidig en 15-årig lejekontrakt med restaurantkæden Bone’s.

”Horsens er en af de mest solide vækstbyer, hvor der forventes en stigende efterspørgsel efter boliger. Særligt i midtbyen forventes efterspørgslen at blive stor. PFA har de seneste 12 måneder analyseret forskellige boligprojekter i Horsens, og projektet på Emilies Plads skaber nu grobund for at etablere yderst fornuftige udlejningsboliger,” siger ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn.

Med købet indgår PFA samtidig en totalentreprisekontrakt med den lokale og velrenommerede entreprenør Torntoft & Mortensen, der også står for projektudviklingen og opfører bygningerne i tæt dialog med PFA’s ejendomsdivision. Handlen er formidlet af Nybolig Erhverv Horsens.

Forventning om gode afkast

PFA arbejder ud fra en strategi om en større geografisk spredning i ejendomsinvesteringerne. I den forbindelse har PFA i samarbejde med Institut for Fremtidsforskning gennemført en screening af danske byer uden for hovedstaden og Aarhus med henblik på at udpege fremtidige vækstbyer i forhold til boligefterspørgsel. Afkastet i en by som Horsens er forventet 0,75- én procentpoint højere sammenlignet med landets to største byer, og det er væsentligt, når man er en langsigtet investor påpeger Michael Bruhn.

Fakta

  • Der bor 89.000 i Horsens Kommune, og de seneste 10 år har der været en befolkningstilvækst på lige over 11 procent, hvilket er en af de højeste vækstprocenter uden for hovedstaden og Aarhus.
  • Der indgås en grundkøbsaftale og fastpris totalentreprisekontrakt med Torntoft & Mortensen, som også er udvikler af sagen, og leverer et nøglefærdigt projekt til PFA.
  • Lejen forventes på baggrund af to af hinanden uafhængige mæglervurderinger at ligge mellem 8.500-10.000 kr. om måneden.
  • PFA overtager byggeprojektet nu, og de første beboere ventes at kunne flytte ind i første kvartal 2020.