PFA leverer afkast på 8,3 mia. kr. efter 3. kvartal

Efter en urolig begyndelse på året, hvor finansmarkederne tog nogle dyk, kom optimismen tilbage over sommeren, hvilket gav solide afkast til pensionskunderne i 3. kvartal 2018.

Årets samlede afkast i PFA efter 3. kvartal udgør 8,3 mia. kr. før skat.

”3. kvartal udviklede sig positivt og gav gode afkast oven på en urolig start på året. Det er især amerikanske aktier, ejendomme og alternativer, der trak afkastet op, så kunder i PFA ved kvartalets afslutning havde fået op til 4,0 pct. i afkast i årets første ni måneder,” siger Anders Damgaard, koncernfinansdirektør i PFA.

2018 har været præget af en række handelskonflikter, stigende renter og frygt for økonomisk afmatning. Det ser dog ikke ud til rigtigt at have påvirket USA, der stadig oplever høj økonomisk vækst. Omvendt har lande som Kina, Italien og en række sydamerikanske lande det svært, hvilket viser, at verdensøkonomien bevæger sig meget forskelligt i øjeblikket.

Siden afslutningen på 3. kvartal har der også været markante udsving på de finansielle markeder, hvilket viser, at nervøsiteten stadig er høj.

”Det skyldes blandt andet, at vi i den seneste tid igen har set markante rentestigninger i USA, hvor renteniveauet nu er det højeste siden 2011. Det gør, at mange investorer har søgt fra aktier mod amerikanske obligationer. Samtidig er handelskrigen mellem USA og Kina eskaleret, og investorerne frygter, at det vil dæmpe den globale vækst,” siger Anders Damgaard.

Afkast på op til 4,0 pct. efter 3. kvartal

For kunder, der sparer op i markedsrente, betød fremgangen på finansmarkederne i 3. kvartal 2018, at de i årets første ni måneder afhængig af risikoprofil har fået et afkast på mellem 1,1 og 4,0 pct.

Det samlede afkast relateret til markedsrente var på 2,4 pct. Investeringsafkastet relateret til gennemsnitsrenteprodukter var på 0,7 pct.

”Finansmarkederne har udviklet sig lige så uforudsigeligt, som vi forventede, da vi gik ind i 2018, og derfor er vi meget bevidste om ikke at tage unødvendig risiko på kundernes vegne. Omvendt er vi i et lavrentemiljø, hvor vi er nødt til at tage en form for risiko for at skabe afkast, så vi skal finde den rigtige balance for at skabe de bedste langsigtede afkast. Som vi har set det i år, kan stemningen på finansmarkederne hurtigt ændre sig, og derfor ønsker vi at have en solid investeringsstrategi, uanset om det går op eller ned,” siger Anders Damgaard.

Den stigende uro på finansmarkederne kommer efter en lang årrække med markant fremgang og høje afkast, hvilket især viser sig på femårssigt, hvor PFA’s kunder med middelrisiko og 20 år til pension har fået hele 55,3 pct. i afkast. Et afkast som ligger helt i top i branchen.

Øget eksponering i alternativer og ejendomme giver pote

Som et vigtigt element i investeringsstrategien har PFA siden 2016 opbygget en stærk og robust portefølje på området for unoterede investeringer. Det har medført, at PFA de seneste år har øget sine investeringer på disse områder markant, så ejendomsporteføljen i dag er oppe på 70 mia. kr. (inkl. tilsagn), mens porteføljen af alternativer har rundet 35 mia. kr.

Udbygningen er fortsat i 3. kvartal, hvor PFA har været med i en række store og betydelige investeringer. I august investerede PFA blandt andet et rekordhøjt beløb på mere end 6,6 mia. kr. i en stor tysk ejendomsportefølje, og i midten af september blev PFA en af långiverne bag havvindmølleparken Hornsea 1 med et mezzaninlån på mere end 2 mia. kr. Det skete kun to uger efter, at PFA var med til at indvie verdens største havvindmøllepark Walney Extension Offshore Wind Farm, som PFA er medejer af.

”Vi begynder for alvor at se den værdiskabelse, som vores mange ejendomme og alternativer giver vores kunder. Vi har på ganske kort tid fået opbygget nogle stærke afdelinger, som gør PFA i stand til at være aktør i nogle af de største handler i Danmark såvel som i udlandet, hvor vi kan gøre os gældende som aktive langsigtede ejere. Samtidig har vi de seneste år investeret mere markant i den grønne omstilling via investeringer i verdens største havvindmølleparker,” siger Anders Damgaard.

Investeringsafkast pr. aktivgruppe i PFA (inkl. valutaafdækning)
Aktiv1. – 3. kvartal 2018
Børsnoterede aktier4,2 %

Alternative investeringer
4,5 %
Ejendomme6,3 %
Obligationer-0,1 %
Afkast i PFA Plus, 1. – 3. kvartal 2018
År til pension30155-5
Profil D - høj risiko

4,0 %

4,0 %2,4 %2,1 %
Profil C - moderat risiko3,2 %3,2 %2,0 %1,7 %
Profil B - lav risiko2,4 %2,4 %1,6 %1,4 %
Profil A - meget lav risiko1,6 %1,6 %1,2 %1,1 %

Afkastet er inklusive 5 pct. i Individuel KundeKapital og en forrentning af Individuel KundeKapital på 10 pct. pr. år.

Afkast i PFA Invest, 1 - 3. kvartal 2018
PFA Invest Balance AA0,2 %
PFA Invest Balance A0,9 %
PFA Invest Balance B 2,7 %
PFA Invest Balance C3,4 %
PFA Invest Balance AKK1,5 %

For yderligere oplysninger

Pressechef Kristian Lund Pedersen, 39 17 58 79 eller klp@pfa.dk.