PFA Brug Livet Fonden sætter børn og unge i centrum i 2019

Hvert år kårer PFA’s velgørende fond, PFA Brug Livet Fonden, Årets Hjertesager. I år støtter fonden fem sager, der alle har fokus på at hjælpe børn og unge, der har det svært i livet. De er blevet udvalgt blandt en bred vifte af sager, der alle på forskellig vis gør en forskel ved at hjælpe andre.

I alt var 72 sager indstillet til kåringen af Årets Hjertesager. Blandt dem var både lokale og nationale projekter og foreninger, som involverer mange frivillige ildsjæle. Fondens bestyrelse har udvalgt Årets Hjertesager blandt 20 sager, som er blevet stemt i finalen på fondens hjemmeside. De fem sager, der er kåret til Årets Hjertesager 2019, er:

  • For Lige Vilkår, som modtager 25.000 kr.
  • Klub Venner, som modtager 25.000 kr.
  • SMILcamps ved SMILfonden, som modtager 25.000 kr.
  • Børn, Unge & Sorg, som modtager 50.000 kr.
  • BørneTelefonen ved Børns Vilkår, som modtager 50.000 kr.

Nye initiativer kan slå dybere rødder

I valget af Årets Hjertesager har bestyrelsen lagt vægt på, at mange af sagerne har handlet om at hjælpe børn og unge. Det fortæller Torben Dalby Larsen, der er formand for bestyrelsen i PFA Brug Livet Fonden og i PFA Pension. 

”I år har der været rigtigt mange meningsfulde sager indstillet. Vi har oplevet, at en stor del af finalesagerne har peget i samme retning, nemlig på at hjælpe børn og unge. Det har vi lyttet til, og derfor er støtten i år centreret om dem. Vi har valgt at kåre For Lige Vilkår, Klub Venner og SMILcamps, som er nyere og mindre initiativer, så de får en håndsrækning til at kunne slå dybere rødder og nå endnu bredere ud til dem, de har fokus på. Derudover er valget i år også faldet på to mere etablerede organisationer - Børn, Unge & Sorg og BørneTelefonen - hvor støtten går til, at børn og unge har et sted, hvor de kan få hjælp til at komme videre, når livet er svært.”

Sammen med titlen som Årets Hjertesager 2019 og den økonomiske støtte følger også et år, hvor fonden vil samarbejde med sagerne for at sætte fokus på deres indsatser. 

”Vi ser frem til at lære sagerne bedre at kende og fortsætte dialogen med dem i 2019, så vi kan skabe endnu mere opmærksomhed om deres vigtige arbejde,” siger Torben Dalby Larsen.

En kæmpe anerkendelse

En af Årets Hjertesager er den lille forening Klub Venner, der skaber oplevelser og fællesskab for unge med svære fysiske og psykiske handicaps. Foreningens stifter Helle Jørgensen siger om kåringen:

”Jeg er virkelig glad og taknemmelig. Det er en kæmpe anerkendelse for os, og det åbner for rigtig mange muligheder for at gøre endnu mere for de unge. Det er så vigtigt også for denne målgruppe, at der er mulighed for at ses med venner og bevare venskaber - få oplevelser og hænge ud sammen uden forældre. Præcis ligesom det er for alle andre børn og unge.”                                                                       

Kort om de fem sager

  • For Lige Vilkår er en nystartet forening for forældre og andre pårørende til børn, der på grund af handicap eller kronisk sygdom har særlige behov.
  • KLUB Venner er en lille forening, der skaber oplevelser og fællesskab for unge med svære fysiske og psykiske handicaps.
  • SMILcamps er nyt initiativ under SMILfonden, der inviterer alvorligt og kronisk syge børn og deres familier på sommercamps 
  • Børn, Unge & Sorg hjælper børn og unge videre i livet, når forældre eller søskende bliver alvorligt syge eller dør.
  • BørneTelefonen under Børns Vilkår er børnenes linje til rådgivning, trøst eller bare en voksen, der har tid til at lytte og støtte.

Fakta om PFA Brug Livet Fonden

  • Fonden blev etableret i 2009 med en fondskapital på 3 mio. kr. Dens formål er at støtte ildsjæle, der hjælper andre til at bruge livet.
  • Fonden uddeler i år 175.000 kr. til fem hjertesager
  • Der blev i år indstillet 72 sager til fonden via hjemmesiden pfabruglivetfonden.dk
  • Alle har på hjemmesiden haft mulighed for at stemme på deres favorit, og fondens bestyrelse har udpeget årets støttemodtagere blandt de 20 sager, der fik flest stemmer fra brugerne. Der blev givet over 35.000 stemmer.
  • Bestyrelsen består af adm. direktør og chefredaktør Torben Dalby Larsen, Sjællandske Medier A/S (formand), professor og billedhugger Bjørn Nørgaard, Group CEO Allan Polack, PFA og formand Lone Engberg Thomsen, Teknisk Landsforbund.