Kvinders pensionsformuer stiger mest - men de vil også fremover halte efter mænd

Kvinders pensionsformuer stiger mere end mændenes i disse år. Det viser nye tal, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort. Tallene viser, at kvinders pensionsformuer i gennemsnit er steget med 17 pct. fra 2014 til 2017. Til sammenligning er mændenes pensionsformuer steget med 13 pct. i samme periode.

Det betyder også, at forskellen på mænds og kvinders pensionsformuer er blevet mindre. I 2017 var den på 24 pct. mod 27 pct. i 2014, viser tallene.

Det er en positiv udvikling ifølge Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.

”Historisk har mænd været mere interesserede end kvinder i finansielle forhold som pension og investeringer, og kvinders økonomiske interesse har typisk mest været orienteret mod husholdningsøkonomien. For 10 år siden så vi dog, hvordan kvinder begyndte at udvise større interesse for realkreditområdet. Og nu er turen så kommet til pension. Vi ser, at de nu tager mere ansvar for deres pension og bl.a. i højere grad tjekker deres pensionsordning løbende, indbetaler ekstra og tager lidt mere risiko. Det er med til at øge deres opsparing, og den udvikling er glædelig,” siger Carsten Holdum.

Men selvom kvinderne altså haler ind på mændene, så er der fortsat betydelige forskelle på deres pensionsformuer, påpeger Carsten Holdum.

”For personer over 60 år er kvinders pensionsopsparing betydeligt lavere end mændenes, hvilket primært skyldes, at kvinder i denne aldersgruppe historisk har været mindre tilknyttet arbejdsmarkedet. Yngre generationer af kvinder har dog i langt højere grad været på arbejdsmarkedet. Samtidig har de taget længere og længere uddannelser og tager i dag længere uddannelser end mænd. Derfor kunne man have forventet, at kvinders opsparing løbende ville komme på niveau med mænds. Men det er imidlertid ikke tilfældet. Tværtimod viser tallene, at opsparingen for kvinder konstant er godt 20 pct. lavere end mænds, uanset om vi ser på de 30-årige, de 40-årige eller de 50-årige. Mere uddannelse og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har altså ikke udlignet disse kønsforskelle,” siger Carsten Holdum.

Han peger på, at forskellen primært skyldes forskelle i livstidsindkomst, hvilket hænger sammen med, at kvinder har lavere løn og arbejder færre timer end mændene.

”Kvinder vælger i højere grad kvindedominerede fag inden for f.eks. sundhed og omsorg, og disse fag har lavere gennemsnitlig løn. Det vil sige, at allerede ved valg af uddannelse er kvinder på vej mod lavere opsparing. Hertil kommer, at kvinder også i højere grad end mænd vælger at tage mere hånd om familiesituationen, når der kommer børn. Og det handler ikke bare om nogle måneders barsel mere eller mindre. Det slår igennem i form af færre arbejdstimer enten som følge af nedsat tid eller en periode helt uden for arbejdsmarkedet,” siger Carsten Holdum.

Og forskellen på kvinders og mænds pensionsformuer vil bestå i de næste mange år, påpeger han.

”Da unge kvinder også i dag i høj grad vælger kvindefag, og unge mænd tilsvarende vælger mandefag, så vil disse forskelle i løn og opsparing fortsætte i mange generationer endnu og i hvert fald de næste 50 år. Det er der grund til at være opmærksom på. Og særligt da vi ved, at kvinders pensionsopsparing også skal række i flere år end mændenes, da kvinderne forlader arbejdsmarkedet tidligere og lever længere end mændene,” siger Carsten Holdum.