Chefstrateg: Det betyder Trumps nye toldsatser for aktiemarkederne

PFA’s chefstrateg Tine Choi Danielsen svarer hernedenfor på nogle af de mest relevante spørgsmål i forbindelse med, at USA’s præsident, Donald Trump, har annonceret, at han vil pålægge kinesiske varer for 300 mia. dollar en straftold på 10 pct. fra 1. september. Det kommer oveni i de tidligere pålagte tariffer på 25 pct. på varer for 250 mia. dollar. Eskaleringen i handelskonflikten mellem de to lande har væsentlig indflydelse på finansmarkederne, fortæller chefstrategen.

Hvad betyder det for aktiemarkederne, at Donald Trump natten til fredag har annonceret en ny 10 pct. told på varer fra Kina på 300 mia. dollar?

Skyggerne fra handelskrigen har længe været en risikofaktor for aktiemarkederne, og den usikkerhed og de risici har delvist været priset ind. Men Trump er uforudsigelig, og udmeldingen om de nye toldsatser på kinesiske varer – netop som en runde handelsforhandlinger mellem de to lande var startet igen - kom meget uventet, og det har givet betydelige dyk på aktiemarkederne fredag i både Asien, USA og Europa – herunder Danmark. Aktiemarkedernes reaktion skyldes øget usikkerhed i forhold til de langsigtede økonomiske konsekvenser af ekstratolden samt Kinas og centralbankernes respons. Det må forventes på kort sigt fortsat at give betydelig volatilitet på de globale aktiemarkeder.

Hvorfor indfører Trump den her told nu?

Trump er tilsyneladende blevet utålmodig og skal vise styrke over for sin vælgergruppe i forhold til de indledende runder i den kommende præsidentvalgkamp og over for Kina i forhold til de videre forhandlinger. Han frygter med rette, at Kina vil trække forhandlingerne i langdrag, så vi når ind i den fulde valgkamp, hvor Trump af indenrigspolitiske og valgtaktiske grunde kan ”blive presset” til at give indrømmelser til kineserne for at lukke en aftale.

Hvad kommer det til at betyde i den kommende fremtid?

Den amerikanske centralbank, Fed, anser handelskrigen for en af de helt store risici for de amerikanske vækstudsigter og primært fremstillingssektorens tilstand. Kombineret med svage globale vækstudsigter valgte de derfor at nedsætte renten ved det seneste pengepolitiske møde. Frem til mødet var alt fryd og gammen på handelsfronten, men det billede har præsident Trump i dag ændret mærkbart på. De potentielle negative effekter af handelskrigen er således steget, hvilket forstærker Feds argumenter for at nedsætte renterne endnu engang. Faktisk indpriser markedet i dag en rentenedsættelse i september, hvor sandsynligheden herfor i går, før Trumps udmelding, lå på 60 pct.

Hvordan håndterer man som investor den øgede usikkerhed og de nylige aktiekursfald, som de nye toldsatser har givet anledning til? 

Selvom handelskonflikten er ikke ny mere, så viser dagens udvikling, at vi nok skal leve et pænt stykke tid med udsving affødt heraf. Vi forventer, at Kina vil gengælde, og med Trumps hidtidige adfærd, så peger det mod, at eskaleringen langt fra er overstået i denne omgang. Trumps adfærd er uforudsigelig og dermed også markedets reaktion. Så husk, at udsvingene går i begge retninger, og det kan blive dyrt at stille sig helt uden for aktiemarkedet.

Vi anbefaler derfor, at man følger sin investeringsstrategi og fastholder eksponeringen til aktier. Er man nervøs for en recession, handelskonflikten eller Brexit, kan man trimme sine investeringer, så man ikke har eksponering til de selskaber og sektorer, der er mest udsatte ift. de forskellige risici. Havde man stillet sig helt uden for aktiemarkedet i slutningen af maj ( jævnfør ordsproget 'sell in May, and stay away'), ville man faktisk været gået glip af et afkast på 7 pct. i globale aktier frem til 31. juli.

Hvad gør PFA?

Vi har fortsat en forsigtig tilgang til aktier, for selvom de er en naturlig del af en portefølje, og vi på mellemlang sigt har konstruktive forventninger til markedet – ikke mindst på grund af den seneste og ventede fremtidige pengepolitiske lempelser fra Fed - så skal man være opmærksom på, at risikobilledet er blevet forværret efter Trumps seneste udmeldinger.

Vi befinder således stadig i et vadested, hvor fremstillingssektorens nedtur står over for en stærk servicesektor drevet af husholdningerne. Begge dele trækker aktierne i hver sin retning, og selvom Fed har meldt sig ind i kampen med juli måneds rentenedsættelse, så var meldingen med mådehold og hjalp hverken os eller andre investorer til at blive overbeviste om, hvor vi står rent konjunkturmæssigt.