Danskernes forventninger til at spare op er rekordhøje

Danskernes forventninger til at spare op i det kommende år er på det højeste niveau nogensinde. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som PFA har analyseret. Dermed ser opsparingsfesten ud til at fortsætte herhjemme.

Forventer du også at kunne lægge lidt til side i det kommende år frem for at forbruge hver en krone af din løn? Så er du langt fra alene. Danskernes forventninger til at spare op i de næste 12 måneder er nemlig rekordhøje. Det viser nye forbrugertillidstal fra Danmarks Statistik, som PFA har analyseret.

På spørgsmålet ”Regner du med i de kommende 12 måneder at kunne spare noget op?” ligger danskernes svar fra september i år på indeks 44,6 på en skala fra minus til plus 100. Det er det højeste niveau nogensinde. Og over de seneste 10 år er indekset steget fra niveau knap 25 til niveau knap 30.

”Siden finanskrisen har vi set en ændret økonomisk adfærd blandt danskerne. Krisen betød et mindre fokus på forbrug og et tilsvarende stigende fokus på opsparing, og vi sparer i dag mere op end nogensinde. Vi har rekordmange penge stående i banken, vores pensionsformuer bugner, og afdrag på et fastforrentet boliglån er igen blevet normen. Og disse tal tyder på, at opsparingsfesten vil fortsætte fremover,” siger Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.

”At danskerne i dag holder opsparingsfest i stedet for forbrugsfest og bruger højkonjunkturen til at polstre sig, er fornuftigt. For det betyder, at de fremover vil være langt bedre rustet, når økonomien vender. På samme måde vil mange over et livsforløb have højere opsparing og dermed enten have bedre muligheder for selv at styre, hvornår de ønsker at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, eller få en pensionstid med samme gode økonomiske muligheder som i arbejdslivet,” siger Carsten Holdum.

Han peger dog på, at mange kan få endnu mere ud af deres opsparing, hvis de ændrer lidt i den måde, de sparer op på.

”Der vil f.eks. være en forventet gevinst, hvis man bruger nogle af de mange penge, der står i banken, på enten aktieinvesteringer eller ved at afdrage noget mere gæld. Og sparer man op via en pensionsordning, er der god grund til at overveje, om man har den rette investeringsprofil. For det kan typisk løfte pensionen markant, hvis man vælger mere risiko,” siger Carsten Holdum.

Danskernes indlån lå på 929 mia. kr. i juli i år mod 883 mia. kr. i samme periode sidste år. Den samlede pensionsformue var på ca. 3.000 mia. kr. ultimo 2017.

For yderlige information kontakt Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA, på tlf.: 2428 4452

Gode råd til opsparing fra Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA:

- Brug altid lidt mindre, end du tjener. Det gælder om at spare op, mens du kan.
- Få startet en pensionsopsparing, inden du bliver 30 år, men uden at sende alle penge den vej.
- Lav hellere en opsparing i f.eks. aktier, som en dag kan blive til udbetaling til hus, til bil eller til børn.
- Hav afdrag på realkreditlånet som udgangspunkt, og brug afdragsfrihed i pressede situationer.
- Spar op på flere måder: pension giver mest, bolig er sikkert, frie midler giver frihed.
- Sæt budgettet til 80 pct. af indkomsten over hele livsforløbet, så vil der altid være råd.