Husk pensionen, når livet ændrer sig

Har du stiftet familie inden for de seneste år? Eller har du skiftet bolig eller job? Det er der en vis sandsynlighed for. Mange af os oplever nemlig med jævne mellemrum, at der sker store ændringer i vores liv. Og når det sker, er der al mulig grund til at sikre sig, at der er styr på pensionsordningen. Men mange får det ikke gjort.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2019 var hhv. 30.635 vielser, 10.530 skilsmisser, 61.167 fødsler og 892.489 flytninger herhjemme. Og ifølge en undersøgelse, som Epinion har foretaget for PFA blandt 2.175 danskere, har 42 pct. af danskerne været ude for mindst én af disse livshændelser inden for de sidste tre år: købt bolig, fået børn, skiftet job, blevet gift eller skilt.

Når privat- eller arbejdslivet ændrer sig, er det vigtigt at tjekke pensionsordningen. For en pensionsordning indeholder ikke bare en opsparing til pension, men også en række forsikringer, hvis man bliver alvorligt syg, mister arbejdsevnen eller dør inden pensionsalderen.

Forsikringsdækningerne kan løbende sættes op eller ned, så de passer til ens behov, der vil ændre sig over tid – hvilket typisk sker i forbindelse med større livsændringer.

Hvis man f.eks. som ung køber bolig, bliver gift eller får børn, vil ens økonomiske forpligtelser typisk stige kraftigt, og det er derfor en god idé at skrue op for forsikringerne, så man selv og familien er bedre sikret, hvis man kommer alvorligt til skade eller bliver alvorligt syg. Omvendt kan det give mening at skrue ned for sine forsikringer - og dermed indbetale mere til opsparingen - hvis man f.eks. bliver skilt, børnene flytter hjemmefra, eller man nærmer sig pensionsalderen, og forsikringsbehovet dermed falder.

Desværre får mange ikke sikret sig, at der er styr på deres pension og forsikringer i forbindelse med en livshændelse. I Epinion-undersøgelsen for PFA angiver 55 pct. af dem, der har været ude for en livshændelse inden for de sidste tre år, at de ikke tjekkede deres pensionsordning efterfølgende. Blandt de helt unge på 18-35-årige er andelen hele 72 pct.

Det er bekymrende. For selvom det er helt naturligt, at pension ikke er det første, man tænker på, når livet ændrer sig, så kan det have store konsekvenser for både en selv og familien, hvis man ikke får tilpasset sine forsikringer løbende, og uheldet rammer. Det kan f.eks. betyde, at der ikke er råd til at blive boende i huset, hvis man bliver alvorligt syg eller mister arbejdsevnen.

Det skal særligt de unge være opmærksomme på. For det er typisk som ung, at man etablerer sig med karriere, bolig og familie. Og det er derfor også de unge, som har særlig god grund til at sikre sig, at der er styr på forsikringerne, så familien f.eks. er godt sikret, hvis de skulle falde bort.

Du kan få et overblik over din pension og dine forsikringer på pensionsinfo.dk eller dit pensionsselskabs hjemmeside. Hvis du vil tjekke, om dine forsikringer passer til dine behov, kan du søge rådgivning hos dit pensionsselskab, og flere selskaber giver desuden mulighed for at tage en forsikringsguide på deres hjemmeside.