Flere forretninger finder vej til Århusgadekvarteret

Med endnu flere nye interessante tilføjelser til det i forvejen varierede og attraktive udbud af butikker, caféer og restauranter fortsætter Århusgadekvarteret i Københavns Nordhavn den positive udvikling

Århusgadekvarteret i Københavns Nordhavn er fortsat i fuld gang med at udvikle sig til Københavns nye pulserende bydel, og tilføjelserne af nye attraktive og innovative forretninger fortsætter.

Den seneste tid er der blandt andet indgået en række aftaler med flere nye spændende lejere, herunder både store velkendte kæder samt mindre og nyere brands. Fælles for alle er, at de har tilsluttet sig det fælles, strategiske manifest for kvarteret med fokus på blandt andet bæredygtighed.

”Vi glæder os over den positive udvikling, der finder sted i Århusgadekvarteret. Som langsigtet ejendomsinvestor er det vigtigt for PFA, at vi sikrer en sund udvikling i forhold til kvarterets detailhandel. Derfor er det også glædeligt, at der nu er kommet endnu flere lejere til, som kan være med til at bidrage til kvarterets i forvejen unikke handelsmiljø,” siger head of nordic real estate hos PFA, Mikael Fogemann.

Blandt de nye lejere kan nævnes den tyske dagligvarekæde Lidl, der har slået dørene op til en ny forretning med øget fokus på design og indretning nær Nordhavns luksusbiograf, Big Bio. En anden af kvarterets nye lejere er den velkendte kæde OLIOLI, som med deres nye forretning ønsker at eksperimentere med nye konceptløsninger. Blandt andet i forhold til emballage og menukort.

Derudover er der også indgået lejeaftaler med Blank Space Project, der supporterer og faciliterer netværk med rødder i mad, butikskæden Stelling, der sælger kunstartikler, samt den bæredygtige tøjforretning Aiayu.

Det er PFA, der gennem selskabet Nordhavn P/S er hovedejer af områdets retailarealer, efter pensionsselskabet tidligere på året købte selskabet af By & Havn og NREP. Sidstnævnte ejer dog fortsat en mindre andel og sidder med ansvaret for at finde de rigtige lejere samt udvikle områdets retailkoncept.

”Vi er meget tilfredse med at fortsætte eksekveringen af vores detailstrategi for Århusgadekvarteret, hvor vi har et stærkt fokus på bæredygtighed og unikke oplevelser. At vi kan indgå samarbejde med koncepter af denne kaliber, bekræfter os i, at vi er på en god rejse, og vi glæder os til at fortsætte udviklingen af kvarteret,” siger Mads Birkedahl Dehlbæk, der er Asset Manager hos NREP.

Sammen med de nye forretningskoncepter har kvarteret ligeledes fået glæde af to nye metrostationer, Nordhavn og endestationen Orientkaj, ligesom Århusgade er blevet forlænget, så der nu er skabt en mere direkte forbindelse mellem Østerbro og Nordhavn. 

”Det er rigtig positivt for området, at adgangen til Århusgadekvarteret er blevet gjort nemmere. På den måde bliver det lettere for endnu flere at nyde et af hovedstadens mest attraktive områder med spændende forretninger og smukke omgivelser. Jeg er sikker på, at både Århusgadekvarterets forretninger, beboere og besøgende kommer til at nyde godt af dette,” siger Mikael Fogemann.