Nye stjerner befæster PFA Invest i toppen

CEO for PFA Asset Management, Irene Holmslykke.

Med henholdsvis fire og fem stjerner fik PFA Invests yngste investeringsafdelinger, Balance AA og Akkumulerende, en flot førstegangsrating hos analysebureauet Morningstar. Med vurderingen har alle PFA Invests afdelinger nu fået en rating hos Morningstar, hvor foreningen indtager en topplacering.

PFA Invest har løbende ligget i top, når analysebureauet Morningstar har uddelt stjerner til danske investeringsforeninger. Og den placering blev for nylig cementeret, da PFA Invests Balance AA og Akkumulerende som de sidste af foreningens i alt 13 afdelinger blev gamle nok til at opnå en vurdering hos Morningstar. Det fortæller CEO for PFA’s investeringsafdeling, Irene Holmslykke.

”PFA’s Invest Balance AA og Akkumulerede rundede som de sidste to afdelinger de tre år, som det kræver for at blive bedømt hos Morningstar. Det skete med henholdsvis fem og fire stjerner, og de har dermed været med til at løfte investeringsforeningens samlede gennemsnit yderligere, så det nu ligger på 4,15 stjerner. Det er vi meget tilfredse med på vegne af vores kunder”, siger Irene Holmslykke.  

Kunden i førersædet
Hun uddyber, at det høje gennemsnit giver PFA Invest en placering helt i top blandt danske investeringsforeninger. Dermed har investeringsforeningen med succes leveret på den strategi, som blev formuleret, da PFA for snart 6 år siden åbnende PFA Bank, som står for at sælge og rådgive om PFA Invest.

”Bankens formål er at hjælpe vores pensionskunder med deres øvrige langsigtede opsparing, så de kan få mest mulig gavn af PFA’s stordriftsfordele og investeringskompetencer. Ligesom vores pensionsbutik er banken ikke sat i verden for at skabe profit til ejerne, og vi kan derfor sende mest muligt videre til kunderne. Det sker via investeringsprodukter med lave omkostninger, stærk risikostyring og gode langsigtede afkast*. Det er også de parametre, som vurderes hos Morningstar, og hvor vi altså står rigtigt stærkt”, siger Irene Holmslykke.

Investering med blik for den lange bane
Hun glæder sig samtidig over, at afdelingerne på det seneste er fuldt med markederne op, og at man henover året har været tro mod sin investeringsstrategi og fastholdt fokus på den langsigtede udvikling.

”Gennem vores solide portefølje og stærke risikofokus fik vi skærmet os mod de værste kursfald tidligere på året. Samtidig er det lykkes os at følge med markederne op igen, selvom vi til tider måske godt kunne have trykket lidt hårdere på speederen. Men for PFA er det vigtigt at tænke langsigtet og ikke lade sig gribe for meget af stemninger, som hurtigt kan svinge. Det gælder ikke mindst i situationer som nu, hvor der er stor usikkerhed om den underliggende økonomiske vækst og udvikling”, siger Irene Holmslykke.
 

* Bemærk, at afkast både kan være positive og negative, og at historiske afkast ikke er nogen garanti for fremtidige.

 

 

Læs mere om mulighederne for at investere med PFA Invest