PFA hjælper markant flere kunder til hurtigere behandling på privathospitaler

Efter to år med bl.a. corona og en sygeplejerskestrejke er der lange ventelister i det offentlige sygehusvæsen. Det betyder, at flere og flere kunder henvender sig til PFA for at få hjælp til hurtigere behandling på fx privathospitaler – i 2021 var der tale om over 30.000 behandlinger.

Nye tal fra PFA Pension viser, at antallet af kunder, der har brugt PFA Helbredssikring til at få en behandling i den private sundhedssektor er steget markant de seneste år.

Sammenlignet med 2017 sendte PFA sidste år 55 pct. flere kunder til privathospitaler. I 2021 var der tale om over 30.000 behandlinger. Det er særligt folk, der har problemer med knæ, hofte og ryg, der får hjælp, men også behandlinger hos hud- og øjenlæger, er der stor tilstrømning til.

”Vi oplever, at mange kunder henvender sig til os, fordi der er lang ventetid, eller fordi deres behandling er blevet udskudt. Men i de fleste tilfælde går de helt uden om det offentlige og direkte til os. Flere praktiserende læger er sågar begyndt at opfordre patienterne til at bruge deres forsikring, hvis de vil behandles hurtigt,” fortæller Rikke Bay Haaber, Chef for Strategisk Sundhed i PFA.

Hurtig hjælp er god hjælp

PFA Helbredssikring er en sundhedsforsikring, som giver PFA’s kunder mulighed for at komme hurtigt til undersøgelse og få behandling på hospitaler, klinikker og hos speciallæger. Der er også mulighed for at børn og partnerne kan blive dækket. Med forsikringen hjælper PFA dermed med at gøre de lange ventelister til det offentlige sundhedsvæsen kortere.

”PFA afhjælper det offentlige med den store operationspukkel, der er blevet opbygget de seneste år. Vi ser os selv som en slags overløbsventil, der er med til at sikre, at ventetiden ikke bliver for lang for syge danskere,” siger Rikke Bay Haaber og fortsætter:

”For os er hurtig hjælp en god hjælp, og det er hele rationalet for vores sundhedsforsikring. Vi sikre vores 1,3 mio. kunder og deres børn en hurtig og direkte adgang til behandling. Det er godt for både kunder og virksomhederne, der undgår lange sygdomsforløb,” siger Rikke Bay Haaber.

Hurtig behandling er alfa og omega, for hvis ventetiden er lang, vil det oftest tage længere tid at blive rask, og så vil risikoen for følgesygdomme og varige men være meget højere. 

Samtidig med, at PFA hjælper med at gøre den lange venteliste kortere, så henviser det offentlige sundhedsvæsen i forvejen rekordmange til behandling på privathospitaler. Sidste år blev 180.000 patienter behandlet på privathospital på det offentliges regning, det viser en opgørelse fra Danske Regioner.